Udførelsesklassen afgør, hvor strengt en konstruktion skal svejses, inspiceres og dokumenteres, og den har indflydelse på prisen. Det er også det punkt, der oftest udelades i en specifikation, ud fra den antagelse, at fabrikanten vil vælge en fornuftig løsning. Den antagelse holdt tidligere. Siden 2018-udgaven af EN 1090-2 er det ikke længere tilfældet, og denne artikel forklarer, hvem der skal træffe beslutningen, på hvilket grundlag, og hvor en offentlig gangbro normalt placeres.
Hvem der træffer beslutningen
Ansvaret for at vælge udførelsesklassen ligger hos designeren eller specifikationsudfærdigeren, ikke hos producenten. Begrundelsen er enkel: Klassen afhænger af, hvad konstruktionen skal bruges til, hvem der bruger den, og hvad der sker, hvis den svigter, og producenten kender ikke til nogen af disse forhold på tidspunktet for udbuddet. En fabrik kan fortælle dig, hvad den er certificeret til at fremstille; den kan ikke fortælle dig, hvad din konstruktion har brug for.
I praksis træffes beslutningen ofte som standard, og standardindstillingerne har ændret sig. I 2008-udgaven af EN 1090-2 stod der, at hvis der ikke var angivet nogen udførelsesklasse, gjaldt EXC2, og den indeholdt et bilag, der beskrev, hvordan klassen skulle fastlægges. I 2018-udgaven blev begge dele fjernet. Der er ikke længere nogen standard at falde tilbage på, hvilket betyder, at en uspecificeret klasse nu er et uafklaret spørgsmål, der dukker op efter tildelingen, som regel i form af en ændring.
For en kunde er den praktiske fortolkning enkel. Hvis specifikationen ikke angiver en bestemt klasse, vil konstruktionen blive udført i overensstemmelse med producentens antagelser, og dokumentationen vil afspejle denne antagelse frem for dine krav.
Logikken bag klasserne
Selv om bilaget er trukket tilbage, er den tankegang, der beskrives deri, stadig den måde, ingeniører tænker på spørgsmålet, og det er værd at forstå, fordi det forklarer, hvorfor broer ligger, hvor de gør. Tre overvejelser er afgørende for faget.
Konsekvensen af en fiasko. Dette bygger på Eurokoderne, som inddeler konstruktioner i konsekvensklasser ud fra, hvad et sammenbrud ville betyde for mennesker og omgivelserne. En lagerbygning, hvor der ikke er nogen til stede, hører ikke til samme kategori som en gangbro over en jernbanelinje.
Hvordan konstruktionen belastes. Der skelnes mellem konstruktioner, der udsættes for statiske eller kvasi-statiske belastninger, og konstruktioner, der udsættes for udmattelse. Det er her, gangbroer adskiller sig fra bygninger: at et par hundrede mennesker krydser broen hver dag udgør et problem med gentagen belastning, ikke en statisk belastning, og gentagen belastning medfører, at konstruktionen placeres i en højere belastningsklasse.
Sådan er konstruktionen opbygget. Svejsede komponenter vækker større opmærksomhed end bolteforbundne, materialer med højere styrke mere end almindelige, og svejsning udført på byggepladsen mere end svejsning udført på fabrikken. Jo større en del af arbejdet der udføres under kontrollerede forhold, desto lavere er produktionsrisikoen.
Disse tre faktorer indgår samlet i en klassificering fra EXC1 til EXC4. Groft sagt dækker EXC1 enkle konstruktioner med minimale konsekvenser, EXC2 dækker almindelige bygninger, EXC3 dækker broer og konstruktioner, der benyttes af offentligheden, og EXC4 er forbeholdt tilfælde, hvor et svigt ville få katastrofale følger.
Hvorfor en offentlig gangbro ender ved EXC3
Hvis man gennemgår de tre overvejelser i forbindelse med en fodgænger- eller cykelbro, er svaret langt fra entydigt. Konsekvenserne af et svigt vedrører mennesker snarere end materiel. Belastningen er pr. definition gentagen, og udmattning er afgørende for detaljeringen. Konstruktionen er svejset, og spændvidderne er så store, at svejsningerne er bærende snarere end sekundære.
Forskellen mellem EXC2 og EXC3 er ikke blot en formalitet. En opgradering medfører et højere krav til svejsekvaliteten, skærpede godkendelseskriterier for svejsefejl, omfattende ikke-destruktiv prøvning, strammere dimensionstolerancer samt udvidet dokumentation, der skal følge med komponenten. En fabrikant kan udføre fremragende arbejde på EXC2-niveau og alligevel ikke være i stand til at godkende den samme konstruktion på EXC3-niveau, fordi forskellen ligger i kvalitetssystemet snarere end i svejsernes færdigheder.
Derfor skal denne klasse fremgå skriftligt af udbudsmaterialet. En konstruktion angivet under EXC3 og en konstruktion angivet under EXC2 er forskellige produkter med forskellige priser, og en sammenligning af tilbud på tværs af denne kategori giver ingen nyttig information.
Aluminium er omfattet af en anden del
Ovenstående ramme stammer fra EN 1090-2, der omhandler stål. Aluminiumskonstruktioner udføres i henhold til EN 1090-3, som behandler udførelsesklasserne på sin egen måde, samtidig med at den følger den samme underliggende logik om konsekvenser og risiko. Klasserne har de samme navne, og et certifikat for aluminiumsarbejde angiver klassen nøjagtigt på samme måde som et stålcertifikat.
Forskellen ligger i materialets opførsel bag kravene. Aluminium mister styrke i den varmepåvirkede zone omkring en svejsning, hvilket gør svejsekvaliteten til et konstruktionsmæssigt spørgsmål snarere end et kosmetisk, og dets udmattelsesadfærd er mindre tilgivende end konstruktionsstålets. Det betyder i praksis, at detaljering og inspektionsordningen er mindst lige så vigtige for aluminium som for stål, og Hvilken del af EN 1090 regulerer arbejdet? er det første, man skal fastslå, når man læser en specifikation eller et certifikat.
Hvad ændrer det nationale bilag?
Udførelsesklasser udgør en europæisk ramme, men det land, hvor konstruktionen opføres, har indflydelse på, hvordan klassen fastlægges – gennem de nationale bilag til Eurokoderne og gennem kravene fra den vej- eller jernbanemyndighed, der ejer krydsningen. En norsk kommunal gangbro og en litauisk gangbro kan nå frem til forskellige resultater ud fra det samme udgangspunkt.
I forbindelse med grænseoverskridende indkøb har dette større betydning, end det umiddelbart ser ud til. Hvis konstruktionen fremstilles i et land og installeres i et andet, skal klassificeringen fastlægges i henhold til reglerne i det land, hvor den skal opstilles, og ikke i det land, hvor den er tegnet.
At indføje det i udbuddet
Selve kravet er kortfattet. Angiv den udførelsesklasse, der forventes, præciser, hvilken del af EN 1090 der gælder for materialet, og kræv, at ydeevnedeklarationen indgår blandt de leverbare dokumenter. Tre linjer, der skal placeres i de tekniske krav i stedet for i et følgebrev.
Det er en god idé at tilføje en sætning, hvor tilbudsgiveren anmodes om at bekræfte, at dennes certificering dækker den pågældende klasse for det pågældende materiale. På den måde bliver et potentielt problem efter tildelingen til et spørgsmål, der besvares under evalueringen, og det er netop denne kontrol, der sikrer, at at aflæse et certifikats gyldighedsområde Det er bedre at bruge ti minutter før mødet end at komme op at skændes bagefter.
Hvis et projekt reelt ikke har brug for EXC3, er det lige så værdifuldt at sige det udtrykkeligt. At angive en højere klasse, end strukturen kræver, medfører en inspektion, som ingen har brug for, og indsnævrer kredsen af tilbudsgivere, hvilket fordobler prisen.
Inden specifikationen udsendes
Udførelsesklassen udgør én linje i et dokument og er en af de få beslutninger, der har indflydelse på både, hvad der skal bygges, og hvad det koster. Ingen længere nede i processen kan træffe denne beslutning for dig: entreprenøren kender ikke driftsbetingelserne, og standarden angiver ikke længere en standardværdi.
For en offentlig bro er svaret som regel EXC3, men det bør være et velbegrundet svar snarere end en vane, og det bør nedskrives. Vores ingeniører gennemgår udkast til specifikationer i forhold til EN 1090-3 og Eurocode 9, inden de sendes ud på markedet, og certificeringsomfanget bag vores gangbroer af aluminium og cykelbroer offentliggøres i deres helhed, så man kan kontrollere indholdet i stedet for blot at stole på det.